"Puha! Rollespil... Dungeons and Dragons... det er vist kun noget akavede ungkarle og satanister spiller!" - Det var ikke en ualmindelig opfattelse af bordrollespil i 1990'erne. Heldigvis er vi kommet videre fra den fordomsfulde og - ærligt talt - noget ignorante opfattelse. Eller er vi?
Bordrollespil og særligt Dungeons and Dragons er gennem det sidste årti blevet en stor del af popkulturen. Blandt andet takket være Stranger Things og den populære stream Critical Role. Gruppen af spillere er blevet markant større og med markant større diversitet end tidligere. Men trods det, er der stadig mange fordomme, som vi gang på gang støder på. Mange tror stadig at rollespil er noget, som kun spilles af enlige mænd med afvigende sociale mønstre. Derudover forveksler mange bordrollespil med live rollespil og tror alle er klædt ud i kapper, ansigtsmaling og spidse ører.
Men hvad er bordrollespil så? Hvordan adskiller det sig fra live rollespil? Og hvem henvender det sig til?
Bordrollespil handler om at skabe og fortælle en historie i fællesskab. Historien skabes ved, at spillerne hver styrer et alterego, som lever og er aktør i den verden eller setting historien udspiller sig i. Spillet styres af en spilleder - eller gamemaster - der udsætter spillernes alteregoer for udfordringer og opgaver, som i fællesskab skal løses. Historien opstår altså ved, at spillerne prøver at håndtere udfordringerne gennem deres alteregoer. Det hele foregår primært gennem det talte ord og bliver en fælles fortælling om, hvordan disse alteregoer interagerer med den verden de lever i. Fællesskab og samarbejde er en helt essentiel del af spillet.
Bordrollespil adskiller sig primært fra live rollespil i det, at spillerne ikke fysisk involveres i spillet. Deres alteregoer repræsenteres af figurer - ikke ulig brikker i et brætspil - og beskrives verbalt, ikke ved fysiske repræsentationer gennem egen krop.
Afgørelser på tvivlsspørgsmål og udfald af spillernes bestræbelser på at udføre opgaver, afgøres af spillederen, der agerer dommer og regelstyrer for spillet. De kan ligeledes på spillederens opfordring afgøres af terninger, der spiller en stor rolle, særligt i nogle bordrollespil i blandt andet kampe.
Så det var den lange forklaring på, hvad det egentlig er. Men hvem henvender denne specialle slags spil sig så til? Det korte svar er: alle. Alle der kan lide gode historier. Graden af hvor meget man vil leve sig ind i sit alterego kan justeres og behøver ikke være ens med de andre spillere. Det er op til gruppen af spillere at finde deres egen måde at få de bedste oplevelser med spillet.
Men bordrollespil henvender sig i høj grad til børn, unge og voksne, som af forskellige årsager har sociale vanskeligheder - det kan være på grund af autisme eller angst, men også andre former for vanskeligheder. Håndteres af dygtige afviklere og hvis selv afviklingen er velovervejet og baseret på faglig viden, så bliver bordrollespillet en fantastisk træningsbane for sociale kompetencer, selvtillid og tryghed i social interaktion.
Så bordrollespil er noget helt andet end de fordomme vi møder, og gruppen af spillere er det samme. De positive effekter af at spille er enorme - personligt, socialt og trivselsmæssigt. Hvis det er tilrettelagt af dygtige mennesker, der bruger tid på at bringe faglig viden ind i spillet, kan udbyttet for børn, unge og voksne med sociale vanskeligheder være en direkte faktor i udviklingen af sociale kompetencer og mindsket mistrivsel. Men det kræver faglig dygtighed og viden, og ikke mindst engagement, for at lykkes med at hæve det fra et sjovt spil til et stærkt virkemiddel for en pædagogisk eller psykologisk intervention. Og så kræver det åbenhed over for at prøve noget nyt og anderledes - og åbenhed for at bordrollespil er mere end fordommene siger.
Comments