top of page

Der er noget galt i Danmark…

Forfatters billede: Jonas Dissing El KabierJonas Dissing El Kabier

Opdateret: 4. mar. 2024


Ikke med Dybbøl Mølle, men med vores måde at håndtere, at flere og flere mennesker mistrives, har psykiske lidelser og psykiatriske diagnoser. Det er ineffektiv, forældet og mangler innovation. Tilbuddene, der er tilgængelige er for ensporede og standardiserede og helt ude af trit med de mennesker de er lavet til at hjælpe. Det er faktisk “helt ad helved’ til”! For hvorfor er der så stigende et antal, der ikke trives, og hvad skal der til for at trives?

For det første er der alt for mange tilbud, som ikke er i stand til at håndtere forskellighed - hvis du ikke passer perfekt ind i kassen, så kan du ikke få hjælpen. Særligt hvis man har diagnoser og andre samtidige udfordringer, så falder man uden for to kasse og har ikke mulighed for tilstrækkelig hjælp i nogle af dem. Der er alt for ringe mulighed for at finde et tilbud der formår at tilpasse sig de behov, som det enkelte menneske har brug for.

For det andet bliver der brugt utrolig meget tid på at billigste indsatser først, under påskud af at det skal være “mindst muligt indgribende indsats”. Ideen er god, men det virker sjældent i praksis, fordi det er for at spare penge. Det ender med overbelastede børn, forældre og familier, der i sidste ende er i så markant dårligere trivsel, at der følger en masse unødige problemer med - og mon ikke det også bliver dyrere i det lange løb?

For det tredje efterlades disse børn og unge, og deres familie til selv at kæmpe ind indædt kamp for at få at blive behandlet med respekt og blive taget alvorligt, så de kan få den rette hjælp. De står med ansvaret for deres egen trivsel i en situation, hvor det er det største krav der næsten kan sættes til dem. De skal hjælpe sig selv, hvis de vil have hjælp af det offentlige.

Men hvorfor er det billedet i mange kommuner og for mange familier landet over?

En del af forklaringen er naturligvis (som altid…) økonomi. I en vis grad selve mængden af tilgængelige penge, men nok mindst i lige så høj grad prioritering og det medfølgende spild.

En anden del er, at vores samfund er inddelt i kasser, og hvis man ikke passer i dem, kan man højest få hjælp til bedre at kunne passe - der ses sjældent på muligheden for, om kasserne kunne tilpasses. Ikke forstået sådan, at flertallet skal ændre sig, men flertallet skal hjælpe med at lave en kasse, hvor man kan passe i, hvad enten man er rund, firkantet eller hvilken som helst anden form, så længe man vil bidrage til det fælles bedste i det omfang man kan - altså hvad enten man er neurotypisk, neurodivergent, har en psykisk lidelse eller hvad som helst andet.

Det er altså ikke den enkelte, der er problemet og skal tilpasse sig - der er en fælles udfordring i at få alle til at have hver sin plads.

Men noget vi mener er en overset faktor er, at en stor del af forklaringen også skal findes i den måde tilbuddene til familierne og deres børn er sammensat.

Vi har i Danmark en tendens til at forvente, at folk kan drive sig selv alene på baggrund af et mål. “Du skal have en uddannelse, så du kan få et job og tjene penge og bidrage til samfundet”. “Du skal få det bedre, for så kan du komme i skole igen for det er vigtigt for din fremtid”.

Problemet er bare, at de færreste, når de er stressede og ikke føler sig trygge, har det fornødne mentale overskud til at motivere sig alene på et mål. Deres eksekutive funktioner er så svækkede, at evnen til at planlægge, se ud over nuet, forestille sig de positive effekter af en indsatser og i det hele taget mobilisere den energi, der skal til at udføre en ikke motiverende proces på baggrund af er mål, er nærmest sat ud af spil. Og dette besværliggøres kun yderligere, hvis man har diagnoser, som påvirker ens eksekutive funktioner, som ADHD eller ASF.

Hvis et tilbud skal give mening, have en positiv effekt og for alvor hjælpe børn, unge og deres familier, og samtidig tage hensyn til både økonomien og være tilpasset den enkelte, så skal den i sig selv være motiverende. Ikke målet, men selve processen!

Det betyder ikke, at der ikke er et mål. Målet er jo netop stadig at hjælpe, give bedre muligheder for at deltage i samfundet til egen og samfundets vinding, nedbringe de økonomiske konsekvenser af mistrivsel, både for familierne og samfundet, og vigtigst af alt give dem, der har der svært er bedre liv. Vores erfaring viser klart, at de mål, uden skyggen af tvivl, bedst opnås ved at barnet selv er motiveret og nyder processen mod bedre trivsel.

Hvis det tages med i overvejelserne når man laver tilbud til børn, unge og familier i mistrivsel, med psykiske lidelser og psykiatriske diagnoser, ja så har vi en reel chance for at hjælpe, ikke bare presse mere til ingen verdens nytte. Og så kan vi måske fikse det, der er galt i Danmark.

21 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page