top of page
Forfatters billedeJonas Dissing El Kabier

Det sværeste første skridt

Opdateret: 4. mar.



I Danmark har vi utroligt mange tilbud til børn og unge med psykiatriske diagnoser og neurodivergens. Langt de fleste tilbud er virkelig gode tilbud, og for langt størstedelen er de gennemtænkt og afprøvet, så de bedst muligt hjælper rigtig mange.

Efter en del år med arbejde inden for det specialiserede socialområde og de mange forskellige tilbud, der tilbydes der, er der dog én ting, der mere og mere tydeligt begynder at stå frem: Langt, langt størstedelen af tilbuddene kræver af børnene, at de kommer ud af deres værelse og hjem, for at mødes med en pædagog, psykolog eller en anden fagperson.

Men fælles for langt de fleste af disse børn er, at deres trygge base i hjemmet og på deres værelse. Det at skulle ud kan være forbundet med stor stress og for nogle endda angst. De føler sig af forskellige grunde, simpelthen ikke sikre og trygge uden for deres base.


Man siger altid, at det første skridt er det sværeste! Hvorfor er det så vi beder børn, der i forvejen har det svært og har brug for hjælp og støtte, om at tage det sværeste første skridt selv? Det giver simpelthen ikke nogen mening! Vi burde støtte dem allerede i deres trygge base. Det er der, den første udvikling mod også at være tryg uden for deres base skal ske.

Vi mennesker er udstyret med et trusselssystem, der skal sørge for at holde os på behørig afstand af potentielle farer, for at sørge for at vi er i sikkerhed. Hvis vores trusselssystem er aktiveret af manglende social sikkerhed, manglende økonomisk sikkerhed eller manglende psykologisk sikkerhed svækkes vores tryghedsfundament. Når vores trusselssystem er aktiveret bruges vores mentale kapacitet primært på at søge sikkerhed og tryghed, og der er derfor ikke plads til læring og udvikling.

Derfor skal vi på en respektfuld og skønsom måde ind i deres base og tilbyde hjælp. Det kan være ved at se på alternative muligheder for, hvordan vi hjælper - eksempelvis ved at udnytte online formater. Vi skal ikke være så bange for den skærm, hvis den bruges konstruktivt og med måde. De bruger den uanset om vi gør brug af dette virkemiddel eller ej, så hvorfor ikke benytte det til at give noget positivt indhold fra skærmen, frem for noget meningsløst? Det kan nemlig skabe mulighed for at hjælpe børnene med at blive trygge ved at tage det første skridt, og endda i en form, som børnene kender og er trygge ved i forvejen, så de føler sig sikre.


Det er nemlig nødvendigt at føle et vist niveau og tryghed og sikkerhed, hvis det skal være muligt at kunne træde ud af sin base og modtage de mange gode tilbud, der er tilgængelige. Tilbud som kan bidrage til, at børnene udvikler sig, lærer en masse og får de bedste muligheder for at leve de liv de gerne vil.

Men uden et trygt og sikkert fundament, kan det ikke ske. Derfor skal fokus altid være på først at støtte børnene i det første sværeste skridt.


22 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page