top of page
Forfatters billedeJonas Dissing El Kabier

Hvorfor bruger vi ikke bordrollespil noget mere...?



Rollespil bliver, rundt omkring i verden, brugt i stor stil til terapi og i pædagogisk og psykologisk praksis. I blandt andet Australien er der en sammenslutning af terapeuter, der bruger forskellige typer bordrollespil, som f.eks. Dungeons and Dragons, som virkemiddel i gruppeforløb. I New Zealand bruger Altogether Autism, en statsligt støttet autismeorganisation, Dungeons and Dragons som middel til at fremme sociale kompetencer hos deres målgruppe. I blandt andet USA og England forskes der i brugen af rollespil i pædagogisk og psykologisk praksis. Selv vores naboer i Sverige har en Department of Game Design ved Uppsala Universitet. Så hvorfor er interessen for bordrollespil som pædagogisk metode ikke i samme omfang kommet til Danmark?

Vi har få efterskoler, der bruger live rollespil i undervisningen med stor succes, men derudover er udvalget begrænset og oftest tilfældigt bundet op på ildsjæle. Og endnu færre tilbud er der, hvis man lider af angst eller har autisme, ADHD eller lignende.


Måske er det på tide, at vi følger med og begynder at udnytte det store potentiale, som allerede er så godt afprøvet rundt omkring i verden. Der er masser af viden og erfaring at trække på, så det er bare at turde tage skridtet og prøve noget nyt. Desværre er det lettere sagt end gjort...!

For det første oplever vi en stor mængde fordomme forbundet med rollespil. Selvom det er blevet en større del af popkulturen, og flere og flere spiller rollespil, både i form af live rollespil, men særligt bordrollespil, er der stadig mange forforståelser af som noget, kun nørder med afvigende sociale mønstre udøver. For det andet, så oplever vi en generel manglende lyst til innovative tiltag og mod til at afvige fra de vante måder at håndtere det specialiserede socialområdes udfordringer på. Både i kommunalt regi, men også de organisationer, der varetager interesser for de grupper af mennesker, der er i kontakt med det specialiserede socialområde.


Heldigvis oplever vi også enkelte organisationer, der er villige til at være åbne over for nye måder at hjælpe deres målgrupper på. Og deres interesse stiger kun, når de ser de positive effekter, som bordrollespillet kan have for mange.

Vi håber det er den spæde start til, at vi i Danmark i højere grad kan begynde at bruge dette undervurderede virkemiddel til pædagogiske, psykologisk og terapeutisk praksis. Vi kan se de positive effekter og vi har evidens for, at vores gruppeforløb fremmer deltagernes sociale kompetencer. Derfor er det svært at begribe, hvordan dem, der skal hjælpe disse børn og unge endnu er så rigide i måden at anskue tilbud på. Der er brug for innovative og fagligt stærkt funderede tilbud til denne sårbare målgruppe, som holder kvaliteten og fokus på at hjælpe, samtidig med at være økonomisk ansvarlige. Netop dette kan bordrollespil tilbyde, hvis det håndteres korrekt. Så for os kan det kun gå for langsomt med at få bredt det ud, så vi kan hjælpe flere børn og unge med angst, autisme og andre vanskeligheder. Det er trods alt grunden til at vi startede U-Role.

117 visninger0 kommentarer

Komentarze


bottom of page