I vores samfund elsker vi at putte ting i kasser. Vi vil helst have at alt og alle passer ind i en kasse, som vi har forudbestemt. Det ligger så dybt i vores måde at tænke på, at selve opbygningen af velfærdssamfundet er skabt af kasser vi kan putte folk i - og vi har vores helt klare holdning til, hvilke kasser der er de bedste, de “normale”, som alle bør og skal stræbe efter.
Men hvad så, hvis man ikke passer i de kasser? Ja, så er det svært at være en del af samfundet. For det er simpelthen bare ikke indrettet til de mennesker. Og vi er frygteligt modvillige mod at tænke anderledes. Så meget, at vi skaber nye kasser, til dem, der ikke passer i kasserne - nogle kasser vi kan sige er “ikke-normale”.
På denne måde har vi skabt kassen “neurotypisk” og kassen “neurodivergent”. Neurotypisk beskriver den typiske neuropsykologiske udvikling - altså den måde hvorpå vi opfatter, sanser, forstår og forholder os til verden. Neurodivergent er så den kasse vi putter alle dem, der ikke lige passer i neurotypisk-kassen.
I princippet er den deling fin nok, fordi den kan give os en opmærksomhed på, at mennesker har forskellige vilkår at indgå i samfundet med, og nogle derfor også brug for noget støtte, fordi vores samfund nu engang er indrettet efter det typiske.
Men her opstår det rigtige problem så: For i vores stræben efter kasser, forsøger vi alt for ofte at, hjælpe folk til at blive så “normale” som muligt. Vi prøver at få mennesker, der ikke passer ind i kassen til at passe - vi prøver altså at “træne normalitet”…. “Hvis nu bare DU ændrer dig, så kan du nok se, at det er lettere for dig at passe ind i den kasse som JEG har bestemt er bedst!”
Måske vi skulle prøve at tænke anderledes for en gangs skyld. Lad neurotypisk være neurotypisk og neurodivergent være neurodivergent, i stedet for at opsætte en “normalitet” som alle bør stræbe efter - og udskamme og mærkeliggøre dem, som ikke vil eller kan stræbe efter det.
Vi kunne jo prøve, at lave et samfund, hvor der er plads til den man er. Et samfund, hvor hjælp og støtte tager udgangspunkt i, hvad den enkelte selv ønsker for deres liv, og giver dem muligheder for at bidrage til samfundet på deres måde. For naturligvis skal alle bidrage. Og vi skal hjælpe hinanden med at vi alle kan gøre det så godt og meget som muligt - men ikke på bekostning af folks trivsel, velbefindende og særegenhed (her ment i den forstand, at man har sine egne karakteristika, der adskiller én fra andre og giver individuel værdi). Vi skal udnytte vores forskelligheder og give plads til, at kunne få udbytte af, at alle ikke er ens. Og lade folk få så godt et liv som de overhovedet kan - ud fra hvad de synes er et godt liv.
Når vi i U-Role planlægger vores indsatser er der altid med det for øje - “hvad skaber trivsel, velbefindende og et godt liv for dig?” Når vi vil hjælpe med skabe de optimale rammer for socialisering, er det med udgangspunkt i at det er noget de unge selv synes kan give trivsel og livskvalitet - og vi gør der på deres præmisser.
Som Pernille Hebsgaard beskrev det i en snak vi havde med hende: “Det er fordi I centrerer det sociale omkring en meningsgivende aktivitet og skaber et fælles tredje. Det er meget klassisk socialisering på autistiske præmisser. Det skaber tryghed og mening. Det er ikke det samme som at træne neurotypiske færdigheder.”
For vi skal lave en kasse som alle passer i - uanset hvordan man er. En kasse med plads til neurodiversitet, kønsdiversitet og også til dem, der er typiske.
Comentarios